Indhold:
Indeks: Du kan søge efter bestemte ord ved at bruge Ctrl F
Navn og hjemsted
§ 1
Stk. 1. Organisationens navn er "Danske Gardehusarforeninger", der er en sammenslutning af danske Gardehusarforeninger, der tidligere har samarbejdet under navnet "De Danske Gardehusarforeningers Fællesrepræsentation" ved vedtægter senest af 13. maj 1950, som nærværende vedtægter afløser. Navnet "Danske Gardehusarforeninger" forkortes i det følgende til GHF.
Stk. 2. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik er protektor for GHF.
Stk. 3. GHF's hjemsted er Gardehusarregimentets garnison.
____________________________________________________________________
Formål§ 2
GHF’s formål er:
- at fastholde og styrke alle gardehusarers samhørighed med og forbindelse til regimentet og
- at virke for, at gardehusarforeninger udadtil over for myndighederne og offentligheden fremstår som en helhed, hvilket formål bl. a. søges fremmet:
- ved udgivelsen af medlemsbladet "Gardehusaren" og formidling på anden måde af information
- til opretholdelse af samarbejde internt inden for "GHF" og eksternt overfor omverdenen.
- ved samvirke med andre soldaterforeninger i disses arbejde til støtte for forsvaret.
- ved uddeling af hæderstegn og anden belønning til såvel tidligere som tjenstgørende garhusarer.
____________________________________________________________________
Struktur § 3
GHF er opbygget således:
1. De lokale gardehusarforeninger.
2. Repræsentantskabet.
3. Præsidiet.
____________________________________________________________________
Gardehusarforeningerne§ 4
Stk. 1. Gardehusarforeningerne er suveræne organisatoriske enheder, der selv fastsætter deres vedtægter.
Stk. 2. Som medlemmer af GHF optages gardehusarforeninger med mindst 25 medlemmer, hvis vedtægter kan godkendes af præsidiet.
Stk. 3. Nærværende fællesvedtægter for GHF og de dertil knyttede administrative retningslinier, der er nødvendige for samarbejdet mellem gardehusarforeningerne og GHF er gældende for gardehusarforeningerne.
Stk. 4. GHF sikres medbestemmelse i alle fælles anliggender gennem stemmeberettigede delegerede i repræsentantskabet og samarbejdet med præsidiet ved udformning af administrative retningslinier.
Stk. 5. Til dækning af præsidiets udgifter betaler hver enkelt gardehusarforening et årligt kontingent, hvis størrelse fastsættes på det årlige repræsentantskabsmøde på grundlag af de enkelte foreningers medlemstal pr. 1. januar.
____________________________________________________________________
§ 5
Stk. 1. Repræsentantskabet er GHF's øverste myndighed, og dets beslutninger er bindende for præsidiet og gardehusarforeningerne.
Stk. 2. Repræsentantskabet består af et antal medlemmer fra hver af de tilsluttede gardehusarforeninger, der udøver stemmeret således:
- Ved repræsentation af indtil 100 medlemmer: 2 stemmer
- Ved repræsentation af indtil 200 medlemmer: 3 stemmer
- Ved repræsentation af indtil 300 medlemmer: 4 stemmer
og så fremdeles således, at repræsentation af eksempel vis 501 medlemmer giver 7 stemmer.
De enkelte Gardehusarforeninger kan deltage i repræsentantskabsmøderne også med ikke stemmeberettigede repræsentanter.
Stk. 3. Ordinært repræsentantskabsmøde, der afholdes hvert år i maj måned, indkaldes afpræsidiet i ”Gardehusaren" med mindst 14 dages varsel med følgende dagsorden:
1. Præsidenten byder velkommen.
2. Valg af dirigent.
3. Valg af 2 stemmetællere.
4. Præsidenten aflægger beretning.
5. Hovedkassereren fremlægger det reviderede regnskab, herunder redegørelse for "Gardehusaren”s økonomi, til godkendelse.
6. Behandling af indkomne forslag.
7. Valg af præsident i lige år.
8. Valg af vicepræsident i ulige år.
9. Valg af hovedkasserer i lige år.
10. Valg af sekretær i ulige år.
11. Valg af 2 interne revisorer.
12. Fastsættelse af sted og dato for næste repræsentantskabsmøde
13. Valg af delegerede til Danske Soldaterforeningers Landsraad
14. Eventuelt.
Præsident, vicepræsident, hovedkasserer og sekretær kan genvælges.
Forslag, der ønskes behandlet på repræsentantskabsmødet skal være præsidiet skriftligt i hænde inden den 15. april.
Alle afgørelser på repræsentantskabsmøderne træffes ved simpel stemmeflerhed, dog at vedtagelse af vedtægtsændringer og opløsning kræver 2/3 majoritet af de fremmødte stemmeberettigede.
Afstemningen er skriftlig for punkterne 7, 8, 9, 10 og 11 og udøves på stemmesedler udleveret inden hver afstemning til de stemmeberettigede, såfremt der er flere kandidater end de af præsidiet foreslåede.
Såfremt blot eet stemmeberettiget medlem ønsker skriftlig afstemning under andre dagsordenpunkter skal dette finde stedt
Den enkelte gardehusarforening er selv ansvarlig for afholdelse af udgifterne ved repræsentanternes deltagelse i repræsentantskabsmødet.
Ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan afholdes på foranledning af præsidiet eller af en af gardehusarforeningernes bestyrelse. Indkaldelse med 14 dages skriftligt varsel foretages af præsidiet.
____________________________________________________________________
§ 6
Præsidiet består af en præsident, der vælges af repræsentantskabet om muligt blandt de afgående chefer for Gardehusarregimentet, en vicepræsident, en hovedkasserer og en præsidiesekretær, ligeledes valgt af repræsentantskabet samt af formændene for de tilsluttede gardehusarforeninger.
Præsident, vicepræsident, hovedkasserer og præsidiesekretær kan ikke samtidig være formand i lokale gardehusarforeninger.
Præsidenten eller i hans sted vicepræsidenten leder forhandlingerne under præsidiemøder og i tilfælde af stemmelighed er præsidentens eller vicepræsidentens stemme afgørende.
Præsidiets beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed.
Præsidiet er bundet af repræsentantskabets beslutninger og udøver sin myndighed under ansvar over for repræsentantskabet. Præsidiet forestår det løbende samarbejde med gardehusarforeningerne og udarbejder retningslinier for dette samarbejde, der skal godkendes af repræsentantskabet.
Præsidiet forestår udgivelsen af "GARDEHUSAREN", der er medlemsblad for GHF og tjenstestedsblad for regimentet.
Præsidenten er bladchef for "GARDEHUSAREN". Præsidenten nedsætter et bladudvalg, som har den daglige ledelse af bladet. Der ansættes en redaktør, som er ansvarlig for alt GHFstof i bladet.
Præsidiet er ansvarlig for GHF's økonomi og administration af såvel drifts- som fondsmidler.
De valgte revisorer reviderer årsregnskabet for GHF.
Præsidiet holder mindst to møder om året, nemlig i forbindelse med det årlige jubilarstævne og på regimentets årsdag.
Præsidiet tegnes af præsidenten, der kan give prokura til vicepræsidenten og kassereren.
Ingen medlemmer af præsidiet får honorar, men for deltagelse i præsidie- og repræsentantskabsmøder samt for særlige af præsidenten pålagte rejseaktiviteter, kan der udbetales godtgørelse til egen person efter de for forsvaret gældende regler.
GHF's og "GARDEHUSAREN”s regnskabsår er kalenderåret.
____________________________________________________________________
§ 7
Efter indstilling fra præsidiet og med repræsentantskabets godkendelse kan et medlem af gardehusarforeningerne, der har vist en særlig interesse og ydet en ekstraordinær indsats for regimentet eller gardehusarforeningerne udnævnes til æresmedlem af "Danske Gardehusarforeninger".
____________________________________________________________________
§ 8
Forslag til vedtægtsændringer for GHF kan fremsættes af præsidiet eller repræsentantskabet.
Til vedtagelse af forslaget kræves 2/3 flertal af de fremmødte stemmeberettigede.
____________________________________________________________________
§ 9
Forslag om GHF's opløsning skal meddeles og vedtages som en vedtægtsændring, dog at vedtagelse skal ske på to repræsentantskabsmøder afholdt med mindst 14 dages mellemrum.
Ved opløsning bestemmer repræsentantskabet, hvorledes der skal forholdes med GHF’s arkiv og ejendele samt de af foreningen administrative midler.
____________________________________________________________________
§ 10
Enhver gardehusarforening kan udmelde sig at GHF med et års varsel til en 1. januar.
GHF består, så længe 2 foreninger er medlemmer.
Ovennævnte vedtægter, godkendt på repræsentantskabsmødet 24. maj 1997, træder i kraft pr. 1. januar 1998. Redaktionelle ændringer er godkendt på præsidiemødet 25. august 2006.